Formål og værdier
FDFs formål
Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus
Kristus.
I FDF møder vi børn og unge med et kristent livs- og
menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er
ligeværdige uanset race og social status. Aktiviteterne i FDF er mangfoldige.
Sammen med samværsformen i FDF skal de, i bund og grund, være med til at give
tro på Gud, mod på livet, tillid til sig selv og hinanden. Hvert møde
indeholder en andagt ligesom morgen- og aftenandagter er faste programpunkter på
enhver weekendtur og sommerlejr i FDF.
FDFs værdigrundlag
1. Det kristne menneskesyn
Vi tror på, at mennesker har brug for et udgangspunkt for deres pejling i
livet, og at kristendommen er er det bedste udgangspunkt, der sætter os i
sammenhæng med andre mennesker og den verden, vi lever i. FDF skal derfor
møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus og samtidig pege på
folkekirken som FDFs kirkelige tilhørssted.
2. Leg og fantasi
Vi tror på, at de egenskaber, som vi har brug for i legen, er vigtige
egenskaber i et menneskeliv. Egenskaber som mod, selvtillid, kreativitet,
ansvar, nysgerrighed, respekt, glæde og spontanitet. FDFs arbejdsformer skal
have legen og fantasien som kendemærke.
3. Høre til i et fællesskab
Vi tror på, at et menneskes personlige identitet udvikles bedst i samspil med
andre. I FDF har den enkelte stor værdi, og vi skal fremelske det bedste i
alle børn i samspil på tværs af alder og evner. Børn, unge og voksne er del
af det samme fællesskab.
4. Ansvar for den verden, vi lever i fælles forpligtelse
Vi tror på, at denne verden har brug for mennesker, der vil tage ansvar,
socialt og økologisk. FDF skal i sit arbejdsstof og samværsform bygge på
ansvarligheden.
5. Udholdenhed og robusthed
Vi tror på, at denne verden har brug for mennesker, der er i stand til at
holde ud og følge opgaver helt til dørs, og at børn og unge har brug for
robusthed i en hurtigt omskiftelig verden. Samtidigt er det en vigtig
egenskab at kunne tage livet, som det kommer. FDF skal udvikle børns og unges
robusthed og udholdenhed gennem leg og ansvar, så de erfarer glæden ved at holde
ud, og samtidig erfarer, at modgang kan overvindes.
6. Visioner og drømme
Vi tror på, at forudsætningen for at kunne have indflydelse på egen
tilværelse og mulighed for forandring af denne verden er, at man er i stand til
at drømme og få visioner. FDF skal give håb om, at verden lader sig
forandre.
7. Selvstændighed
Vi tror på, at mennesker udvikler selvstændighed gennem medansvar og
medindflydelse. I FDF skal børn og unge have mulighed for at tage stilling,
føle medansvar, kunne tale ud og tale for sig og deltage i demokratiske
processer.
8. Brugbare færdigheder
Vi tror på, at børns og unges identitet også skabes gennem en række brugbare
færdigheder, som er til gavn for dem selv og andre. FDF skal via enkel
levevis på lejre og ture, samt gennem aktiviteter give børn brugbare
færdigheder. Børn og unge skal mærke, at der er noget de er gode til, og at
deres færdigheder kan bruges.
FDFs lederideal
1. Lederen vedkender sig FDFs formål
Lederen skal være bevidst om, at det bærende i FDF er at møde børn og unge
med evangeliet om Jesus Kristus. Lederen har personlig tilknytning til
folkekirken og baserer sin tilværelse på det kristne livssyn.
2. Lederen er et forbillede for børn og unge
Lederen skal gøre sig klart at børnene og de unge tager pejling af alt.
Lederen bliver et af børnenes pejlemærker for voksenlivet, og skal derfor være
det voksne forbillede. Lederen skal vise og stå ved egne holdninger og samtidig
skabe frihed til andres holdninger. På den måde får børnene og de unge
mulighed for at udvikle den udholdenhed og den robusthed, som udspringer af at
have sine meningers mod uden at træde på andre.
3. Lederen er bevidst om sit ansvar og stille høje krav til sig selv
Lederen skal møde børnene og de unge som en voksen, der kan og vil tage
ansvar når det kræves, og som træder i baggrunden når det fremmer processen. Som
er uhøjtidelig i sit lederskab, og som stiller høje krav til sin egen kvalitet
og ansvarlighed. På den måde får børnene og de unge mulighed for at være
aktive og ligeværdige medspillere i FDF-fællesskabet.
4. Lederen er fortrolig med FDFs værdigrundlag og bruger dette som rettesnor
for sit lederskab
Lederen skal møde børnene og de unge med FDFs værdigrundlag igennem gode
aktiviteter og handlinger.
5. Lederen har mod på at forkynde evangeliet
Lederen skal forkynde evangeliet i fortælling, i samtale og i fortolkning
samt vise, at det kristne budskab har værdi i hverdagen.
6. Lederen er en god kammerat
Lederen skal møde børnene og de unge som en god lytter, der lever med i deres
undren, deres glæder og sorger. Lederen skal opmuntre til aktiv deltagelse og
give plads til livsglæden, nysgerrigheden og begejstringen. Lederen skal vise
omsorg og skabe tid og rum til fordybelse og samtale, så børnene og de unge
oplever, at lederen har lyst til samværet.
7. Lederen forstår værdien af leg og fantasi i arbejdet
Lederen skal udvikle legen og fantasien hos børnene og de unge. I legens magi
skabes et fællesskab og venskab, hvor alvor og glæde kan brydes. Lederen skal
være igangsætter af og selv gå ind i den organiserede leg og opmuntre til fri
leg. Det giver børnene og de unge mulighed for at udvikle selvværd og
selvstændighed inden for fællesskabets rammer.
8. Lederen dygtiggør sig gennem lederuddannelse, egne og andres
erfaringer
Lederen skal uddanne og dygtiggøre sig til arbejdet med børn og unge. Lederen
skal gennem lederuddannelsen tilegne sig faglige og pædagogiske færdigheder af
høj kvalitet og dele sin viden med andre.
« Tilbage |